Sangtekster

ET STYKKE AF JORDEN

Jeg kender ikke min skæb­ne,
jeg kender kun længslernes bål.
Jeg kender mig selv som et hjerte
med uformulerede mål.
Se, gæssene lander i fjor­den,
luften flammer af fjer.
De ejer et stykke af jorden
til de ikke vil være der mer’.

Hør, stemmerne stiger og søger
det fjerne i tonernes sprog.
Og tankerne skriver og læser
sig selv som en ufærdig bog.
Hænderne myldrer på bordet,
de ordner og de roder igen.
Og fødderne nægter at røbe
et ord, om hvor de går hen.

KATTEGULD

Især i de tidlige morgentimer 
kan man høre grundfjeldet tale,
selv det hårdeste massiv 

bevæges af tilfældets trylleri.
I feldspattens grå, 

der kun ses når den er rød,
tindrer jordens sorte stjerner 

som pupiller af glimmerkorn,
glimter hverdagens diamanter 

i en tyk hvid stribe kvarts.
Og midt i øjnenes bløde dyr, 

og i en sten man samler op,
i den tågeindhyllede jord, 

i forsteningernes riger,
i det usigelige bag et ord – 

de levende der siger stilheden godmorgen.

Solen styrter ind over din forsvarsløse krop
der står i lys lue et øjeblik i græsset.  

Nu er jeg næsten vågen,
og vi er hverken tilstede 

eller særlig langt herfra,
som kredsende planeter 

om spisebordets punkt.

Ja, ja, ja  –  vi svæver 
som vi plejer i vores verden,
og vi bevæger os på samme måde, 

som jeg kan se på gamle billeder.
Du hører vist ikke rigtig efter hvad jeg siger nu,
og om lidt bliver jeg træt af automatrefleksen.

Ved den mindste løgn i det mindste ord 
slår uroen pludselig ind,
og spørgsmålenes bygningsforsøg 

er fra nu af dømt til nedrivning.
Den enes ja er den andens nej, 

er talens tinnitustone,
er ordenes døve dødsforagt 

i diskussionernes kviksand.
Om nogle millioner år 

kan vi findes som fossiler i det beskidte lag.

Dagen ender med en tyvstart på natten,
fra bakketoppen kan man se 

mørket komme rullende
over den inddæmmede fjord.
“Miaw – hvad gør du i mit musekrat?”
spørger den sorte kat med de gule øjne.
“Jeg kigger bare på landsbyerne,
de glimter som solsystemer 

på en jordisk aftenhimmel”.
“Miaw – kan det spises? Er der nogen mus?”
“Der var vist en lige før, 

jeg ser så dårligt i mørke.
Men jeg har set katteguld
i en sten jeg fik forærende 

på en strandtur i sommers.
“Miaw – kan det spises?” 

spørger katten for anden gang.
“Jeg fik den af ham jeg elsker.”
“Miaw – kan det spises?” 

spørger katten for tredie gang.
“Af mennesker, ja.” 

svarer mennesket.

DER HVOR DE FALDER FRA HINANDEN

Ilden når mig til benet 
en underfuld frostklar nat. 
Tæppet beskytter sjælen, 
der er stjerner jeg ikke forstår. 

Jeg kan ikke se dig, 
dit ansigt har lukket sig 
om den ensomme søvn, 
og alligevel er du vågen. 

Bag øjenlågene vinker 
tusind drømmende hænder. 
Der er vist nogen der taler, 
men læberne sover. 

Vinden hugger i ilden. 
Skyggerne fortæller historier. 
Vi har hørt dem før, 
men aldrig hvordan de ender. 

Om kærligheden og døden 
og ordenes grænser, 
der hvor de falder fra hinanden, 
og tankerne falder i søvn.

KOBBERFISKEN

Fisken er af kobber, 
mineralernes aftensol. 
Fisken er gammel som havet, 
gammel som bjerg og dal. 

Fisken har alle farver, 
så fint den har klædt sig på, 
i en kåbe af pailletter, 
de bittesmå spejlingers dans. 

Kom, lad os svømme med fisken, – ja 
ad havstrømmenes veje, 
under overfladens storm. 
Kom lad os svømme med fisken 
til verdens yderste rand. 

Og fisken har børn i maven, 
med dem skal vi lege, – ja 
og blive børn igen som de 
i glimt af vink og spjæt. 

For fiskens børn kan danse 
og dreje sig i takt 
i en hvirvel af pailletter, 
de bittesmå spejlingers dans. 

Kom, lad os danse med fiskene, – ja 
ad havstrømmenes veje, 
under overfladens storm. 
Kom, lad os danse med fiskene 
på verdens yderste rand.  

Nu rødmer havoverfladen, 
vi drejer omkring for i dag, 
og søger mod skjulte huler 
når fiskenes sol går ned. 

Og fisken selv er af kobber, 
mineralernes aftensol. 
Fisken er gammel som havet, 
gammel som bjerg og dal. 

Kom, lad os svømme med fisken, – ja 
ad havstrømmenes veje, 
under overfladens storm. 
Kom, lad os svømme med fisken 
til verdens yderste rand.