KATTEGULD
Især i de tidlige morgentimer
kan man høre grundfjeldet tale,
selv det hårdeste massiv
bevæges af tilfældets trylleri.
I feldspattens grå,
der kun ses når den er rød,
tindrer jordens sorte stjerner
som pupiller af glimmerkorn,
glimter hverdagens diamanter
i en tyk hvid stribe kvarts.
Og midt i øjnenes bløde dyr,
og i en sten man samler op,
i den tågeindhyllede jord,
i forsteningernes riger,
i det usigelige bag et ord –
de levende der siger stilheden godmorgen.
Solen styrter ind over din forsvarsløse krop
der står i lys lue et øjeblik i græsset.
Nu er jeg næsten vågen,
og vi er hverken tilstede
eller særlig langt herfra,
som kredsende planeter
om spisebordets punkt.
Ja, ja, ja – vi svæver
som vi plejer i vores verden,
og vi bevæger os på samme måde,
som jeg kan se på gamle billeder.
Du hører vist ikke rigtig efter hvad jeg siger nu,
og om lidt bliver jeg træt af automatrefleksen.
Ved den mindste løgn i det mindste ord
slår uroen pludselig ind,
og spørgsmålenes bygningsforsøg
er fra nu af dømt til nedrivning.
Den enes ja er den andens nej,
er talens tinnitustone,
er ordenes døve dødsforagt
i diskussionernes kviksand.
Om nogle millioner år
kan vi findes som fossiler i det beskidte lag.
Dagen ender med en tyvstart på natten,
fra bakketoppen kan man se
mørket komme rullende
over den inddæmmede fjord.
“Miaw – hvad gør du i mit musekrat?”
spørger den sorte kat med de gule øjne.
“Jeg kigger bare på landsbyerne,
de glimter som solsystemer
på en jordisk aftenhimmel”.
“Miaw – kan det spises? Er der nogen mus?”
“Der var vist en lige før,
jeg ser så dårligt i mørke.
Men jeg har set katteguld
i en sten jeg fik forærende
på en strandtur i sommers.
“Miaw – kan det spises?”
spørger katten for anden gang.
“Jeg fik den af ham jeg elsker.”
“Miaw – kan det spises?”
spørger katten for tredie gang.
“Af mennesker, ja.”
svarer mennesket.
KOBBERFISKEN
Fisken er af kobber,
mineralernes aftensol.
Fisken er gammel som havet,
gammel som bjerg og dal.
Fisken har alle farver,
så fint den har klædt sig på,
i en kåbe af pailletter,
de bittesmå spejlingers dans.
Kom, lad os svømme med fisken, – ja
ad havstrømmenes veje,
under overfladens storm.
Kom lad os svømme med fisken
til verdens yderste rand.
Og fisken har børn i maven,
med dem skal vi lege, – ja
og blive børn igen som de
i glimt af vink og spjæt.
For fiskens børn kan danse
og dreje sig i takt
i en hvirvel af pailletter,
de bittesmå spejlingers dans.
Kom, lad os danse med fiskene, – ja
ad havstrømmenes veje,
under overfladens storm.
Kom, lad os danse med fiskene
på verdens yderste rand.
Nu rødmer havoverfladen,
vi drejer omkring for i dag,
og søger mod skjulte huler
når fiskenes sol går ned.
Og fisken selv er af kobber,
mineralernes aftensol.
Fisken er gammel som havet,
gammel som bjerg og dal.
Kom, lad os svømme med fisken, – ja
ad havstrømmenes veje,
under overfladens storm.
Kom, lad os svømme med fisken
til verdens yderste rand.