Suldrup jættestue
SULDRUP, MIDTHIMMERLAND
Der er to forskellige koncerter – Jægerstenalder og Bondestenalder. Hver koncert varer ca. halvanden time og imellem sangene fortælles om perioden.
Kl. 13:00 – JÆGERSTENALDER
Hør om neandertalernes møde med Homo sapiens. Følg med rensdyrjægerne ud på tundraen efter istiden. Landet springer langsomt i skov, og her møder vi Maglemose-jægerne på deres sommerboplads og på uroksejagt. Hør om fiskerdrengene, og om hvordan ravbjørnen fra Fanø blev til. Gå med medicinkvinden på indsamling, og kom med til Ertebølle-pigens bryllup med en bonde fra syden.
Kl. 15:00 – BONDESTENALDER
Den tidlige bondekultur har præget landskabet med storstilet byggeri af dysser og jættestuer. Hør hvordan, vi tror, de byggede dem. Mød åndemanersken, og pottekonen der fremstiller et offerkar. Følg med flinthuggerne ned i flintminen. Og med klanen, der må flytte efter ny jord at dyrke. Hør om solsten og templer på Bornholm, om de besynderlige stendyngegrave i Jylland, og om Yamnaya-folkets indvandring.
Først vil jeg fortælle lidt om Suldrup jættestue, og så går vi ind i kammeret til koncert.
Arrangementet henvender sig til voksne, unge og store børn.
Stenshøjs kammer. Foto: Hanne Methling.
Kammeret er 7,5 m langt, 2 m bredt og 1, 5 – 2 m højt. Indgangen er ikke overdækket og derfor nem at komme ind af.
Under koncerten er der underlag at sidde på og lys fra lygter i jættestuen, men du opfordres til at gøre dig det mageligt og tage en klapstol med og lunt tøj på.
Entré pr. koncert: Voksne 60 kr. Børn under 16 år: 30 kr.
Forsalg på tlf.: 3082 6013, evt. sms. Eller mail: hannemethling@hotmail.com.
Først til mølle ved betaling. Der kan være 15 tilhørere i jættestuen ad gangen.
Mere information på tlf.: 3082 6013
Find vej: Stensgade 8, 9541 Suldrup. Bagved Brugsen. Offentlig transport: Bus 52
Google Maps: 56.848445, 9.698954
Et kig ind i Stenshøjs bikammer.
Stenshøjs indgang, udefra og indefra. Fotos: Hanne Methling.